Den nationale beredskabssituation om elforsyningen er hævet, og Energistyrelsen har meldt ud, at kontrollerede nedlukninger af elforsyningen i mindre områder (brownouts) kan komme på tale. Hvordan det præcist kommer til at foregå, er endnu ikke meldt ud.
Dette kan betyde, at vandværket og vandværkets leverance til forbrugere kan blive berørt og at du ikke har vand i hanen i en periode.
Et brownout vil forventeligt være i en varighed af maksimalt to timer. Ved et brownout er det vigtigt, at du ikke ringer til vandværket. Vandværket er nemlig i nødberedskab og vi har travlt med at sikre, at vandforsyningen kommer op at køre igen, hurtigst muligt. Varsel ved et brownout vil være meget kort, og at vi kan muligvis ikke varsle jer via sms eller hjemmeside.
Det er også vigtigt, at telefonnettet ikke bliver belastet mere end højst nødvendigt. Når strømmen kommer tilbage – og vi igen kan sende vand ud til dig – så er det vigtigt at huske på, at systemet skal op at køre igen, og der kan være et stort behov for vand flere steder i forsyningsområdet.
Du kan opleve et midlertidigt lavere vandtryk og eventuelt brunt vand fra vandhanen. Brunt vand skyldes okker, og det er ikke farligt. Lad vandhanen løbe, og når vandet har en normal farve, er okkeren skyllet ud. Det skal nævnes, at det ikke er sikkert at brownouts vil komme på tale, det kommer an på hvor presset det nationale elnet er hen over vinteren.